Udstilling på biblioteket
Foto fra den aktuelle udstilling på biblioteket

Arkitektkonkurrence vundet: Sådan skal Favrholm Stadion se ud

Hillerød Bibliotek har åbnet dørene for de tre bedste forslag til, hvordan det nye Favrholm Stadionkvarter skal se ud. Kom forbi og se hvilket forslag, du bedst kan lide!

Det er nu besluttet, hvordan det nye Favrholm Stadionkvarter skal se ud. Arkitekter har konkurreret om at finde den bedste løsning, og vinderen er nu fundet. Vinderen er Elkiær og Ebbeskov arkitekter, og bliver nu udstillet på Hillerød Bibliotek.

På biblioteket er det også muligt at se forslag fra de to konkurrerende teams, som blev ledet af henholdsvis Holscher Nordberg og Werk. Alle tre teams har givet deres bud på samlede løsninger for et nyt stadion, idrætsanlæg og de omgivende byrum i Favrholm Stadionkvarter.

De tre teams har siden den 6. december 2022 deltaget i konkurrencen, som blev udbudt som et parallelopdrag – altså en konkurrence hvor tre teams efter offentligt udbud har fået tildelt den samme opgave, som de løser parallelt – man får altså tre forskellige bud på den samme opgave.

Byens dagligstue

Arkitektkonkurrencen blev udskrevet af udviklingsselskabet Propreco på vegne af Hillerød Kommune. Formålet med konkurrencen har været at få nytænkende bud på, hvordan stadion og akademifaciliteter for professionel fodbold bedst tænkes sammen med den overordnede vision for Stadionkvarteret. Et kvarter hvor natur, by, bevægelse, sundhed og bæredygtighed kombineres, så det kan bruges af mange forskellige borgere og brugere i Hillerød – og med stadion og byrummene omkring det som ’byens dagligstue’ – det sted man mødes både til hverdag og ved større events.

Det vindende arkitektforslag fra Elkiær og Ebbeskov vil indgå i det videre arbejde med en plan, der skal konkretisere indholdet i den allerede vedtagne masterplan – særligt for den første etape af Stadionkvarteret. Forslaget vil efter politisk godkendelse blive sendt i offentlig høring. Det forventes at ske i sidste halvdel af 2023.

Flere billeder fra udstillingen